International
Olympics in Informatics 2003
16.-23. august 2003, Kenosha, WI, USA
Troels Rønnows dagbog
13-08-03
Vi startede
med tre dage i New York. Efter at have indkvarteret os på vores hostel, var vi
en tur på Hard Rock Cafe - udelukkende fordi Knud (en vores holdledere) skulle
have sig en T-shirt ;-)
14-08-03
Dagen efter
stod vi tidligt op. Dette var ikke noget problem, fordi alle led under jet lag.
Vi startede dagen med en gang morgenmad (dette virker meget naturligt,
ikke!?!?). Maden var ikke ligefrem det bedste vi nogensinde havde smagt, men den
var gratis. Efter at have spist sejlede vi med en båd hele vejen rundt om
Manhattan. Vi så både The Skyline, Brooklyn og en masse andre ting. Det mest
skuffende jeg personligt så, var Frihedsgudinden - den var ret bitte i forhold
til mine forventninger. Da turen var færdig valgte vi at splitte os op i to
hold for at udforske byen; holdlederne for sig og dataloger-wanna-bees
(deltagerne) for sig. Lige da vi nåede frem til Times Square, kom det store
blackout: al elektricitet forsvandt. Det var noget af en oplevelse - mest fordi
det var sjovt at se de forskellige menneskers reaktioner. Til trods for den
manglende strøm fik vi dog noget frokost/aftensmad.
Da vi kom hjem sent om aftenen, var der meget langt op til værelset på
11. etage – ad en bagtrappe i kulsort mørke.
15-08-03
Efter at have
svedt en hel nat stod vi op, men kunne ikke komme i bad. Airconditionen i rummet
virkede stadig ikke - vi manglede stadigvæk elektricitet. Ikke desto mindre var
det for varmt at blive liggende, så vi gik ud for at se om vi kunne skaffe
noget morgenmad; dette endte med at blive tørt brød, vand og ananas. Sidst på
dagen kom strømmen igen, og vi gik ud og så på butikker.
16-08-03
Den næste
dag besluttede vi at bruge på gaveindkøb etc. Til morgenmad den dag fik vi
pandekager med sirup. Johan gav Anders en udfordring som gik ud på at han ikke
turde spise en halv pandekage mere (dette skete da alle var mætte) mod 4
dollars. Men jo mere Anders spiste af denne pandekage desto mere sirup hældte
Johan udover. Det blev ret klamt til sidst og bare synet kunne få dig til at få
det dårligt. Det endte dog med at Anders fik 7 dollars for sin præstation. Det
var også ret god underholdning, så pengene var givet godt ud. Og så skulle vi
videre til Chicago og derfra til Wisconsin. Vente, vente, vente. Vi måtte vente
lææænge på vores fly som var forsinket pga. strømsvigtet og fordi et uvejr
havde lagt sig i en ring omkring New York. Flyve, flyve, flyve. Endelig kom vi
af sted. Og til sidst nåede vi da også frem til University of Wisconsin.
17-08-03
Lad mig
starte med at rose denne dags morgenmad. Det er ikke hver dag man får mulighed
for at vælge is med cola til morgenmad. Denne dag var der åbningsceremoni.
Dette var der gjort utroligt meget ud af, og den var ret god. Derudover var der
træningsdag, således at folk kunne lære computersystemerne at kende. Lidt
efter frokost var vi på rundvisning på Campus. Det var vores guide der viste
rundt. Efter dette var vi til playfair, som var en form for leg, hvor det gik ud
på at lære en masse andre mennesker at kende. Det var ikke den sjoveste leg,
men man kom meget hurtigt i kontakt med en masse mennesker. Derudover fik vi også
taget hold-billeder den dag. Derefter havde vi fritid hvor vi kunne deltage i
nogen af alle de frie aktiviteter der var. Vi var bl.a. ude at spille noget disc
golf. Dette er et spil som minder lidt om rigtig golf, bortset fra at man bruger
flyvende tallerkner og hullerne er en smule større. Så vidt jeg husker var det
også denne aften at jeg blev introduceret til det meget mystiske kortspil Mauve.
18-08-03
Dette var den
første konkurrencedag. De fleste var spændte og glædede sig. Efter
morgenmaden blev vi hver især placeret foran en computer i fem timer. Vi fik
udleveret tre opgaver som skulle løses. Personligt lykkedes det mig at lave to
halvgode løsninger som hver gav lige omkring 50 point, hvilket vil sige 100
point sammenlagt. Vi fik dog først af vide hvordan det var gået kl. 17.00. Det
var meget lang tid at vente. I mellemtiden var vi inde at se Animatrix, som gik
i deres mini-biograf. Gratis entré, gratis popcorn (hvilket Poul var meget glad
for, så vidt jeg husker) og gratis cola: SÅDAN SKAL DET BARE VÆRE :).
Så
kom resultaterne endelig. Jeg havde som sagt lavet lidt over 100 point. Johan,
som havde løst sine problemer på præcis samme måde som mig, fik kun omkring
50 point. Han havde lavet en eller anden lille fejl i sit program, og det kørte
derfor ikke som det skulle. Lidt en skam og han var også rimeligt sur bagefter.
Poul lavede også omkring 50 point og Anders lavede omkring 130 point.
Efter
dette fik vi noget og spise. Det var ret cool for hver aften var der temaaften;
altså mad fra forskellige lande. Bagefter var Poul, Johan og jeg selv ude og
spille disc golf. Anders var blevet væk, så han kom ikke med.
19-08-03
Denne
dag var vi på stranden. Det var ret cool. Nogle lande lavede IOI-logoer i
sandet. Det var en dejligt afslappende morgen oven på gårsdagens
programmering. Efter strandturen fik vi noget mad og tog det stille og
roligt. Vi spillede noget mere disc golf. Om aftenen var der Casino. Det
var genialt. Alting gik storartet ved det bord hvor Poul, Johan og jeg
selv sad, indtil... der skete det der ikke måtte ske: bankøren blev
skiftet ud. Den nye bankør flåede alle ved det bord hvor vi sad, for
hver en lille spillepolet vi måtte have. Selv dem som var oppe på
1100-1200 endte med kun at sidde med nogle hundrede tilbage. På dette
tidspunkt havde jeg ikke flere og jeg gik ud for at se hvordan det gik med
Anders. Han var heller ikke specielt heldig. Det vil sige: han var også
blevet “frastjålet” hver en lille polet. Da ingen på det danske hold
havde flere poletter tilbage, gik vi over til en mand der sad og tegnede
mennesker, og fik tegnet et gruppebillede. Til sidst var blev der trukket
lod om en masse præmier. Dem som havde vundet meget kunne købe ekstra
lodder og forøgede dermed deres chance for at vinde. Jeg vandt ikke noget
som helst og det mener jeg heller ikke at der var andre fra det danske
hold der gjorde
20-08-03
Så kom
den anden konkurrencedag. Efter morgenmaden blev vi igen sat foran hver
sin computer og fik stukket tre opgaver i hånden som skulle løses. Efter
konkurrencen mødtes vi med vores holdledere til frokost, hvor vi
diskuterede hvordan det var gået. Personligt synes jeg det var gået
meget skidt, og jeg håbede på at den ene løsning jeg nu havde lavet,
bare kunne give 30 point. Men sådan skulle det jo ikke gå. Det gik en
del bedre for Anders og Johan som henholdsvis fik omkring 70 og 85 point.
Poul fik ligesom jeg selv 0 point. Dette var ret surt og jeg var ikke
videre glad da jeg så resultatet. Resten
af dagen gik med disc golf, Mauve og diverse andre aktiviteter. Om aftenen
var vi en tur nede i The Den, hvor der var gratis popcorn, gratis
sodavand, bowling, skak, bordtennis og en del andre ting. Vi brugte det
meste af tiden på at se folk spille skak, men fik da også selv et enkelt
spil pool. Dem der spillede skak var ekstremt hurtige. Jeg har aldrig set
noget lignede. |
21-08-03
Denne dag
skulle vi en tur til Chicago. Vi blev kørt med bus ind på et museum kaldet
Field Museum, hvor vi brugte de første to timer. Det var et ret flot museum med
noget for en hver smag. Der var alt fra egyptisk historie til dyreverdenens
forskellige arter. Det var ret flot, og vi fik set en del dyr inklusive
dinosauren Sue, og meget andet. Noget af det mest grinagtige vi så, var en
udstilling om hvor vigtig landbrugsjorden er. Det er jo sandt nok, men denne
udstilling talte meget ned til folk set med mine øjne. Det er åbenbart ikke
almen viden i Amerika at jorden er vigtig!? Efter at have været på dette
museum tog vi videre indtil midten Chicago. Under busturen gjorde vores guide
meget ud af at fortælle os at Chicago er en stor by og at man ikke kan
sammenligne den med et museum!?!? Giver det mening? Nej vel? “Hallo, du taler
til en flok med en gennemsnits IQ på 140”, kom det ret spontant fra Johan.
Det han mente, var selvfølgelig at folk udmærket var klar over at man skulle
passe på, og at der ikke var nogen grund til at tale til os som om vi gik i børnehave.
Ikke desto mindre lykkedes det os til sidst at få lov til at bevæge os rundt
alene, så vi kunne se hvad vi havde lyst til og ikke hvad hun havde lyst til.
Det blev alt i alt en ret cool tur. Chicago var langt fra lige så indesluttet
som New York og det alene gjorde at byen var så meget mere tiltalende, selvom
der stadig var uudholdeligt varmt.
22-08-03
Dette var en
dag vi på sin vis havde set frem til. Ikke så meget pga. vores resultater, men
fordi der blev uddelt Matematica 5 til alle. Dagen gik med disc golf, handel i
bogbutikken og hvad vi ellers kunne finde på. Kl. 15.00 begyndte præmieoverrækkelsen.
Der var kun en fra Danmark som fik en medalje. Anders fik en bronzemedalje.
13-08-03 Til sidst på denne sidste dag rejste vi så hjem igen. Alt i alt var det en fornøjelig og god tur på alle måder. Der var masser af gratis sodavand, maden var god og Johan og jeg blev enige om at det eneste man kunne klage over, var at der ikke var sengelamper, hvilket er en meget lille ting i betragtning af hvor stort et arrangement det var.